Langsomt indtrådte han og skilte hende for neden. Med små halve suk og gispen så hun blot til, mens han nåede endnu tættere, og endnu mere, til det begyndte at nive og gøre så ondt, at det virkede urimeligt at blive ved. Hendes hånd tog ved egne kræfter og hamrede sig pludselig til, og skubbede ham til side. ”Er du okay?!” spurgte Kasper med en smule skælven i stemmen, som han fik undertrykt ved hurtigt at fortsætte; ”Vi kan også bare gøre det en anden gang, eller altså jeg mener, det er helt op til dig... Skal jeg hente dig et glas vand?”. Vinden udenfor hev monotont i havens ensomme træ, og det var som om, at netop dét, gav Lise denne ubehag og ligeså stille indtrædende hovedpine, der i øjeblikket virkede uendelig konfronterende. Kasper fortsatte;”Jeg tænkte, nu når du er helt alene hjemme, så kunne vi jo også gøre det i morgen... eller i overmorgen?”. ”Mine forældre kommer jo hjem i overmorgen”. Hun vendte blikket mod ham, og fangede hans venlige øjne, der stadig søgte efter noget i et af værelsets hjørner. Det er nok denne barnlighed, der gør ham interessant, tænkte hun, uden at føle sig særlig sikker omkring det. Hun trak sig ind til ham, mærkede hans arm falde om hende, og for et kort stykke tid glemte hun alligevel sin ubehag, og vinden udenfor.

VELKOMMEN!